Der findes efterhånden et væld af feriedestinationer, man kan tage til som dansker, hvis udlængslen melder sig. Vi har længe været vant til billige flybilletter til Europas forskellige hovedstæder med lavprisselskaber, men hvad med at gøre lidt ekstra ud af din kommende ferie. Der findes andet og mere end blot svipture til Berlin og London. Du kan endda vælge at gå all in og tage på en luksusferie, som kun de færreste tør drømme om. I denne artikel kaster vi et blik på 6 af verdens absolut mest luksuriøse feriesteder, du kan tage til alene eller med kæresten og familien.
Glitrende hoteller og store casinoer i Las Vegas
Hvis du godt kan lide at spille casinospil, og du aldrig har været i USA, kunne en tur til Las Vegas være sagen. Her kan man vælge alt lige fra forholdsvis billige hoteller til luksus-suiter på nogle af USA’s mest fashionable hoteller. På Las Vegas famøse casinoer vil man blive mødt af et væld af farverige spilleautomater samt et lige så stort udvalg af forskellige klassiske bordspil. Det er også muligt at bo på selve casinoerne og spise i de dertilhørende fine restauranter.
Bo på pæle på Maldiverne
Vi lever desværre i en tid med global opvarmning, som bevirker, at varmen øges, og vandstanden stiger. Det betyder også, at der er steder i verden, som er direkte truet af den øgede vandstand. Maldiverne er et af de steder, som måske vil opleve effekten af den øgede vandstand, hvis vi ikke snart gør noget ved problemet. Maldiverne er i sig selv et af de smukkeste steder i verden, og hvis man har råd til det, kunne man tage sig en luksusferie i de smukke siv- og træhytter, som er bygget på pæle og placeret ude langs Maldivernes kystlinjer. Det er muligt at bestille en kok eller tjener, som sejles ud til din hytte med tilberedt mad, og du kan selv få din egen båd, så du selv kan sejle ind til fastlandet.
Venedig – Europas smukkeste og mest unikke by
Man behøver slet ikke rejse til den anden ende af verden for at opleve storhed på sin ferie. I Italien byder Venedig således ind med en oplevelse, som man næppe vil få andre steder i verden. Den gamle by, som er bygget på vandet, huser nogle af Italiens smukkeste bypaladser, som også fungerer som hoteller. Det er derfor muligt at indlogere sig på flere hundrede år gamle venetianske paladser med udsigt ud over byens smalle og smukke kanaler.
1001 nats eventyr i Marrakechs medina
Du kan også vælge at tage turen til Nordafrika og besøge Marokko. Her gemmer sig en lang række perler, som få europæere faktisk er klar over. Især den store by Marrakech kan byde ind med uforglemmelige oplevelser for par eller familier. Du kan her indlogere dig i en Riad i den helt gamle bydel, Medinaen. En Riad er en slags bed and breakfast, men blot en af verdens smukkeste af slagsen. De syner ikke af meget ude fra gaden, men når man først slår dørene op til Riaden, vil man træde ind i et hjem, der meget vel kunne være som taget ud fra et 1001 nats eventyr.
New Zealand – Sublim skønhed på den anden side af jorden
Alle bør opleve New Zealand før eller siden. Men ikke alle er det forundt, eftersom flypriserne til New Zealand hører til nogle af verdens dyreste. Ikke desto mindre bør man unde sig selv en rejse til de to smukke øer, som New Zealand udgøres af, hvis man har råd. New Zealand er delt op i en Nordøen, som er frodig, grøn og lettere kuperet og en Sydø, som er vild og bjergrig med gletsjere og overvældende landskab. Det er en egentlig ligegyldigt, om man vælger Nordøen frem for Sydøen eller omvendt, for begge øer byder ind med bjergtagende oplevelser på hver sin måde. Men har man tiden og pengene, bør man alligevel forsøge at se det bedste fra begge øer. Eksempelvis de smukke strandkyster på Nordøens østlige side samt de smukke gletsjere og fjordlandskaber på Sydøen.
Sig aloha til Hawaii
Alle kender det, men de færreste har været der. Hawaii er og bliver en eventyr-destination, som alle bør opleve, hvis de har muligheden. De smukke vulkanøer i Stillehavet godt 4000 km fra USA byder ikke blot på ualmindelig smuk natur, dejlig mad og fantastiske strande, man kan tilmed finde nogle af verdens mest luksuriøse resorts at tilbringe sin ferie på. Der er op til flere forskellige småbyer at vælge imellem, hvor du kan bo i første række til Stillehavet.